Dolomiti August 2018 - Camilla Hylleberg Photography
The Beauty of Gray

EN FOTOTUR TIL

 DE MAJSTÆTISKE DOLOMITTER. NY KARRIERE SOM MODEL OG ET OVERRASKEDE SNEVEJR.


Tekst af Camilla Hylleberg.

Billeder af Camilla Hylleberg & Birgitte Winther-Hinge (hvor jeg er model).

Alle billeder kan ses i fuld størrelse ved at klikke på dem, hvor både caption text og EXIF data også afsløres. Publiceret: Primo september 2018. 

Dolomitterne tiltrækker endnu en gang med dets storslåede skønhed

For lidt over tre måneder siden var jeg fem dage i Ortisei, en af de mere kendte skisportsbyer i Dolomitterne, med min lille niece og hendes forældre. En impulsiv tur. På autobahnen alene i A3’eren med alt for mange strækninger med vejarbejde og kø, kunde/kollega-samtaler på telefonen, få pauser, høj fart og musik, kaffe i kopholderen og med et 95% afsluttet filmprojekt, som skulle færdiggøres imens jeg var afsted.

Vi er på en uges fototur til Dolomitterne - jeg, og portrætfotograf Birgitte. Dette er en af mine mere atypiske bjergture uden telt og camping-gear, og derfor en luksustur med overnatninger på pensionater, små hoteller og en skøn lille bjerghytte. Så det mest adventure-agtige vi begiver os ud i, er et shoot med telt og kaffebrygning på gasbrænder. Lige netop derfor vi skal have fat i en dåse gas med min MSR-brænder. Men hvor køber vi gassen henne?

Række 19 i en Airbus 320

Jeg leder efter en plads til min rygsæk tæt ved sæde 19E, hvori jeg har planlagt at tage en lur på  flyet til München, da de foregående arbejdsdage på Yeti Adventure Challenge i Silkeborg var uden ret meget søvn. Da jeg skal til at hoppe ind på midterplads stirrer jeg overraskende på min medrejsende og vi stikker i et grin. “Hva’ Søren…!?" udbryder jeg. Det er “Admiralen” fra førnævnte filmprojektet. Høretelefoner og powernap ryger skråt bagover til fordel for catch up fra en super sjov arbejdsdag i maj og efterfølgende redigering af unikke optagelser. Pudsigt som forrig tur til Dolomitterne og denne tur bindes sammen på række 19 i en Airbus 320.

Val di Funes & Passo Rolle

Efter to dage i Val di Funes, på det lille Gasthof Mittlemühl beliggende på dalen eneste vej, med fotografering af dalens berømte kirke, Chiesetta di San Giovanni in Ranui, drog vi længere sydop i Dolomitterne. Næste overnatning er den lille bjerghytte Capanna Cervino på Passo Rolle, 1.989 m. Hytten er booket hjemmefra, og desværre har de kun en ledig overnatning til os.

På vej dertil slår vi et smut om Bolzano, efter flere forgæves forsøg på at få en dåse IsoPro-gas med den rette fatning til brænderen, men i Decathlon går man aldrig forgæves.

Vi smider vores ting op på det lille værelse med to eledige enkelte seng og efter en kold øl i baren farer vi videre op ad den lille grusvej, da vi lige har en times tid til at fotografere i før lyset er væk og aftensmaden serveres. Når man overnatte i bjerghytterne er det med halvpension, så lidt luksus er det, når man hellere vil fotografere end at tænke på kødgryderne.

Den efterfølgende dag smutter vi op et lille refugio, hvorfra de grå dolomittinder tårner sig op. Vi har fra de foregående dage erfaret, at vejret er bedst om morgenen og formiddagen, så vi snoozer ikke helt så længe, som vi kunne ønske os, men det er alligevel svært at forlade Capanna Cervino, da morgenkaffen er formidabel god.

Hytteværterne spørger nysgerrigt, da de har set vores kamera, hvor vi har fundet frem til hytten? Instagram og Google Maps er vores svar, men de havde faktisk forventet en foto-blog, som svar. Så her har du nu dit svar, hvis du smutter forbi hytten.

Adventure fotografen der blev model

Jeg er på hjemmebane og Birgitte er på udebane. Med lidt instruktion til mountain-lifestyle ender jeg som modellen og Birgitte i min normale rolle. Man kan fristes til at tro, at vi er på opgave for et outdoor-brand, da alt ser lidt for planlagt og matchende ud: de ny anskaffede bukser fra Decathlon, rygsæk og hue i bordeaux/lilla, og bjergene, jakken og objektiv i gråt. Skyerne som driver hurtigt ind over os og tinderne, sætter scenen til den varierede baggrund.

Jeg har taget mit mini 2-personers til med, eller blot inderteltet og stængerne, for at spare på vægten; ja, det er vist lidt en overdrivelse, da totalvægten er 1.200 g., og uden ydertelt er det nede på 800 g., men 25% er 25%. Netop som om vi lige et kommer igang med at skyde billeder med teltet og er klar til at brygge kaffe begynder det at styrtregne. Intet er anderledes end de foregående dage, når klokken har passeret 14-15 bliver vejret markant dårligere. Men vi er heldige, at få lidt billeder i kassen alligevel.

Jeg bukker ydmygt over de fine billeder, som jeg nu har af migselv in-action, som fotograf.

En tidlig morgen i august dækkes Dolomitterne af sne

Vi forlader Passo Rolle og begiver så videre nordpå i Dolomitterne, uden en egentlig destination for aftenen. Det bliver til 77 hårnålesving på de relativ få kilometer, som vi tilbagelægger. Vejret er koldt og blæsende og Passo Sella bliver passeret uden foto-stop. Herefter står valget mellem, at svinge til venstre imod Canazei og Val Gardena eller til højre op til Passo Gardena. Det bliver et højresving, og Booking.com tjekkes for overnatning. Hotel Cir er ledigt, så vi booker det straks i app'en, og kigger ud af forruden på bilen; vi holder mindre end 100 meter derfra …

Birgitte har undret sig over de lokales dårlige engelskkundskaber - men har også tilspurgt hvor jeg kan mine få enkeltståede italiensk ord fra?  Vi starter med en ydmygt "Buona Sera", og fortsætter på turist-tysk, hvorefter vi får et svar på engelsk, som er langt over standarden i Dolomitterne, ja i hele Sydeuropa. 

Vi checker ind, roder hele værelset til med alt vores habengut og hænger alt det våde tøj til tørre, inklusivt mit telt. Det ligner et bombet lokum, som efter udpakning fra en tre-måneders stroppetur, og jeg må indrømme, at mit ordensgen kommer på prøve. Dinner is served på det mest luksuriøse sted (uden det er noget særligt), hvor vi overnatter på turen. Enigheden er bred; charmen fra bjerghytten på Passo Rolle slår alt, også selvom hvidvinen og Aperol Spritz'en er god her. Ikke mere end to drinks fra enten glæde eller gråd sidder vi bag hver vores Mac og flytter pixel efter pixel (glæde og gråd over billederne)

På sommerdagen, hvor solen glemte at stå op, er jeg op for at lukke vinduet, da det er blevet ret køling på hotelværelset. Jeg kigger ud af vinduet, og nærmest råber "Der er helt hvidt udenfor! Birgitte vågn op! Kom og kig!" . Til morgenmaden bliver vi mødt af Buon Natale (Glædelig Jul), og Dolomitterne er dækket af 20 cm sne i to dage.

Lago di Misurina 

Da vi var i Val di Funes mødte vi tyske Yannick. Jeg ser han skyder med Sony, og tilbyder ham at prøve mit 70-200 mm, da han står med sin vidvinkel, som ikke giver meget mening på det påglændende spot. Vi falder i snak, hooker op på Instagram og fortsætter vores ture i hver sin retning. Fem dage senere skriver Yannick, at vandreturen er hård, men at han nu er ved Lago di Misurina, og spørger hvor vi er. Svaret er fem minutter væk, lige henne på søens nordlige bred, hvor vi ekspermentering med lang lukkertid udover søen.

Birgitte er frusteret over manglende skarphed i sine billeder med lang lukkertid, og jeg jubler over endelig at teste det på Sony, efter jeg i foråret skiftede fra Nikon. Manuel fokus med 10-stops ND-filter kan drille, og jeg må indrømmer, at efter et par exponeringer ryger min tålmodighed også med den slags fotografi. Jeg går altid lidt psyked ind til det, men et billede med den stil er nok. Jeg ved, at Birgitte er ved at ryge helt op i det røde felt af frustrationer, og jeg føler med hende. Men blødt vand skal vi fanme ha'!

Tre Cime di Lavaredo

Tre Cime di Lavaredo må bestemt være et af mine yndligssteder i Dolomitterne. Jeg besøgte første gang stedet sidste sommer i forbindelse med optagelser til min prisvindende klatrefilm "De Tre Nordvægge", og blev blæst bagover. En skønne dag skal jeg klatre på et af de tårne. Og at skyde mælkevejen over de ikoniske tårne er også et højt ønske, men på denne tur er vi afsted imens det er fuldmåne - en god grund til at tage til Dolomitterne igen ved nymåne.

Da det går op for os, at vi bor på sammen hotel som vores nye fotoven Yannick, tilbyde vi ham et lift op til den store 30 Euros parkeringsplads ved Tre Cime. Det er en køretur til ca. 20 minutter med utallige hårnålesving og en stigning på 700 højdemeter. Yannick værdsætter, at sidde og rode med min 70-200 mm imens vi straffen på den stejle vej i den motorsvage lejebil.

Vi var deroppe aftenen før, da vi første gang på turen havde en skyfri aften og derfor jagtede mælkevejen. Vi lavede bare rookie mistake nummer et. Birgitte siger roligt; "Jeg tror, at jeg har glemt mit mount til stativet …". Jeg når ikke engang, at tænke noget om den udmelding, før jeg må erkende, at mit mount sidder på 70-200'eren, som ligger 12 hårnålesvinge længere nede …

På grund af snefaldet to dage tidligere overvejrer jeg kort, om det er muligt (det er altid muligt), at tage rundturen om Tre Cime. Vi bliver alle tre - ja, vi tilbringer hele dagen i Yannicks selskab - enige om, at tage den sikre tur;  halvvejs rundt. Birgitte og jeg med ganske lidt i rygsækken, Yannick med fuld oppakning und alles, som man siger på tysk. Det er super bekvemt at have to-tre letvægts objektiver med og bytte lidt i ny og næ med Yannicks 16-35 mm f/2.8 for min 35 mm f/1.4.

Til fotografering i højfjeldssolen byttede jeg stativet ud med kasket (altså hue, men ellers passer ordene ikke), men Birgitte er ikke helt med på hvordan man smørrer sig ind i solcreme i bjergene, så efter en hel dag i 2.400 moh stritter hende ører, som et rødglødende stakit. Der er både indspiller Indiana Jones- og Star Wars-film her, så måske der er en rolle til et sæt selvlysende ører?

Now the ride is over, it's hard to say goodbye

Vi slutter af med en overnatning i Innsbruck, en shoppingtur hos Sport Conrad i Garmisch-Partenkirchen, og en italiensk klassiker i Tyskland: Vitello Tonnato til frokost, før vi atter boarder. Hvor tit møder man nogen man kender på samme flyrute, som en selv? Jo jo, den er god nok, derhenne sidder en klatreven …

Dolomitterne er vanedannende. Hvem vil med næste gang?


Geeky info


What's in the bag

Kamera

Sony A7Riii - the 42 megapixel beast

Optikker

35 mm f/1.4

16-35 mm f/4

24-105 mm f/4

70-200 mm f/2.8

Stativ: letvægts Berno. Kastet (hue): Patagonia. Stakit: Spørg Birgitte.

Overføldig tur info

Kørte kilometer: 1.257 km.

Antal hårnålesving: 215 stk.

Antal øl pr. pers: 3 stk.

Antal Aperol Spritz pr. pers: 3 stk

Antal pizzaer: 1 stk pr. pers.

Portioner Spätzle: 5 portioner.

Mængder af lyst brød: Kan man egentlig få nok lyst brød?

Antal kaffe: Umuligt at holde styr på … men for lidt brygget på gasbrænder!



Translate

  • No Comments
Powered by SmugMug Log In